29. oktober 2024
Årets generalforsamling blev afholdt hos VB Byg
Den 22. oktober afviklede vi årets ordinære generalforsamling i de hyggelige lokaler hos Nils Henrik i Lynge. Formanden kunne berette om endnu et godt år for vores netværk.
Gode netværksarrangementer er afviklet og mange gode støttekroner er uddelt til lokale talenter, hvor af de fleste har sat Allerød på landkortet og hentet flotte medaljer og hæder hjem til vores kommune.
Èn af de talenter vi har støttet – Mathias Klingenberg – var mødt op for at fortælle, hvordan Team Allerøds støtte har hjulpet ham i karrieren.
Flemming Elsborg og Nils Henrik blev genvalgt til bestyrelsen. Vi havde denne aften fornøjelse at byde velkommen til NC VVS som nyt medlem i netværket.
Vi glæder os rigtig meget til at lære jer at kende!
8. oktober 2024
NETVÆRKSTUR TIL BORNHOLM
Ultimo september var vi på en indholdsrig netværkstur til Bornholm.
Der var lovet både regn og blæst hele dagen, men solskinsøen viste sig heldigvis fra sin gode side.
Så vi fik i tørvejr besøgt Zurface, Nordens største naturstensleverandør (https://zurface.dk/).
Som de eneste i Danmark har ZURFACE eneret på at bryde og forarbejde granitten i de fire tilbageværende danske stenbrud på Bornholm. Vi besøgte først granitbruddet tæt på Rønne, og herefter produktionen, hvor vi fik en rundtur i hele processen med forarbejdning af granitten.
Efter en god frokost i Vang gik turen til Svaneke med en rundtur på Svaneke Bryghus i udkanten af Svaneke (https://svanekebryghus.dk/bryggeriet).
Svaneke Bryghus startede som et lille restaurationsbryggeri i købmandsgården på Svaneke Torv for mere end 20 år siden. Dengang var bryghuset et af Danmarks første mikrobryggerier, og der brygges fortsat økologisk øl, og altid på bornholmsk vand og så vidt muligt danske råvarer.
Dagen sluttede naturligvis på Svaneke Bryghus Restaurant, og efter en god nattesøvn var det atter retur til Allerød.
3. juli 2024
SOMMERTOGT MED TEAM ALLERØD
Solen skinnede fra en skyfri himmel, og med fin vind på Øresund, var det en fantastisk netværkstur med 'Buksesnedkeren' en tirsdag aften.
En ikonisk kapsejladsbåd fra 1988, 20 meter lang, 5 meter bred og en mast på 26 meter.
Flere medlemmer viste gode evner som gaster med bl.a. opsætning af sejl. Vi var på vandet i ca. 3 1/2 time, og der var mulighed for en masse netværk inden vi returnerede til Kalkbrænderihavnen ved 20.30-tiden.
En skøn aften hvor Øresund og Københavns havnefront viste sig fra den bedste side 🌞
1. juni 2024
Golf & Netværk på The Scandinavian
The Scandinavian Golf Club lægger bane til EM i golf for amatører den 26. juni 2024 – 29. juni 2024. Vi har støttet op omkring arrangementet, og i den forbindelse har vi været forbi for at besigtige faciliteterne.
Først kyndig vejledning fra prof-trænerne Magnus Madsen og Filip Bendix i indspil til green og udslag på driving range. Efterfølgende en middag i flotte omgivelser på restaurant The Waters.
En dejlig aften hvor golfteknikken blev finjusteret, og måske vi har en kommende golfstjerne i medlemskredsen?
1. juni 2024
STØTTE TIL ALLERØD HEART KIDS
Morten Schjellerup og Jan Gauger har været forbi Lillerød Hallen til en træningsaften med Allerød Heart Kids / Lykkeliga.
LykkeLigas formål er at skabe lykke og fællesskab blandt børn og unge på specialområdet og deres familier.
Holdet skulle til at have nyt træningstøj, og det ville vi gerne støtte op omkring.
Skønt at se så mange glade børn, og mærke den gode stemning blandt alle stjernerne!
14. april 2024
Hvorfor er T&W Medical A/S en del af Team Allerød?
T&W Medical A/S blev i 2022 en del af vores netværk, og co-owner Anders Westermann siger om beslutningen:
"T&W Medical A/S er den familieejede del af WS Audiology (Widex). Team Allerød er et voksende erhvervsnetværk med solid forankring i kommunen.
Samspillet mellem deltagerne og de gode kontakter til forvaltningen er et kæmpe aktiv for alle erhverv og virksomheder med ambitioner. For os har personlige relationer altid været en genvej til løsninger og resultater.
Team Allerød har selv ambitioner om at favne flere af kommunens virksomheder, og der er solide kræfter og en velfungerende platform at bygge videre på.
Netværket har også en god forståelse for, at det skal være hyggeligt og underholdende at deltage i møderne.
Og sidst, men ikke mindst, så støtter Team Allerød gode og særligt udvalgte formål."
19. marts 2024
Talentprisen 2024 gik til Josefine
Tirsdag, den 19. Marts afviklede kommunen den årlige prisuddeling i Borgerportalen på Rådhuset.
I den forbindelse uddelte vi årets talentpris, der i år blev tildelt Josephine Kruse fra Sigma Swim.
Josefine er netop blevet dobbelt nordisk mester, og hun modtog prisen med stor glæde og smil fra vores næstformand og formand.
31. januar 2024
Nytårskur 2024 - 'En fængslende oplevelse'
Årets nytårskur blev afviklet tirsdag, den 30. januar.
Vi besøgte Vridsløselille Statsfængsel, hvor vi fik en levende rundvisning af 'HC', der har været ansat i fængslet i mere end 30 år.
Fængslet blev etableret i 1859 og fungerede indtil 2015, hvor det blev
lukket. Planerne med fængslet og området er nu, at udvikle det til et nyt boligområde med i alt 1.600 nye boliger.
Vores rundvisning bragte os rundt i cellerne og ned i kælderen, hvor vi fik indsigt i isolationscellerne, der blev brugt helt frem til 1960.
I alt 31 ansatte har håndteret de op til 400 indsatte i fængslet. Alle vores medlemmer blev 'løsladt' igen efter rundvisningen.
Det var 'skide godt Egon'.
Aftenen sluttede på Restaurant Frode i Farum, hvor der blev netværket, og vi nød en god middag.
10. december 2023
Årets sidste netværksaften
Vi sluttede 2023 af med en hyggelig aften hos SuperMarco i Sydhavnen.
Ejeren Jens gav os en rundvisning i det fantastiske hus fyldt med italienske specialiteter. Vi fik historien om hans overtagelse af forretningen i 2018, og hvordan huset har haft en flot udvikling siden da.
Aftenen sluttede selvfølgelig med, at vi fik lejlighed til at smage på nogle af lækkerierne, som var forberedt af husets kok. En hyggelig aften med skønne indtryk til både øjet og smagsløgene.
Tak for i år og på gensyn i Team Allerød i 2024.
30. november 2023
Støtte til Lillerød Badmintonklub
I weekenden 25.-26. november støttede vi igen Lillerød Badmintonklub i forbindelse med afvikling af det internationale Grand Prix-stævne.
Der var flere flotte præstationer fra lokale spillere, og vi var mødt frem til præmieoverrækkelserne.
3. plads i HD: David Brandt og Alexander Pedersen
3. plads i HD: Lasse Ejstrup Brunse og Mads Muurholm Petersen
1. plads i mixdouble: Jonathan Melgaard/Maria Højlund Tommerup
2. plads i mixdouble: Oscar Østergaard/Julie Messerschmidt
1. plads i damesingle: Irina Amalie Andersen (Lillerød)
2. plads i damesingle: Benedicte Sillassen
1. plads i herresingle: Victor Ørding Kauffmann
2. plads i herresingle: Hans-Kristian Solberg Vittinghus
1. plads i damedoble: Emilia Nesic/Lærke Tolstrup Hvid
2. plads i damedoble: Maria Højlund Tommerup/Kathrine Vang Rasmussen
1. plads i herredoble: Jonas Kudsk/Jeppe Søby Hansen
2. plads i herredoble: Mads Gadegaard/Oliver Geisler
10. november 2023
Bordtennistalent får støtte
Rundt mellem bordtennisbordene bevæger Laura Harder sig med stor sikkerhed. Hun var i gang med at træne unge medlemmer i Allerød Bordtennisklub, da vi torsdag, den 9. november kom forbi.
Når Laura selv står ved bordet, dyrker hun sit store talent og jagter flere sejre.
I Team Allerød har vi valgt at støtte hendes udvikling, og beviset for støtten blev overrakt af Kim Bruun fra bestyrelsen. Ud over at være et stort talent lægger klubben også stor vægt på Lauras professionelle tilgang til sporten og hendes konstruktive samarbejde med trænere, medspillere og andre omkring hende. Laura er altid klar til, at ’tage én for holdet’.
Vi ser frem til at følge Lauras karriere og udvikling!
8. november 2023
Ny aftale med lokale karate-talenter
Allerød Karate Dojo-klub er landets største, og de høster mange medaljer til byen. I Team Allerød har vi netop indgået samarbejdsaftale med to af de aller-største talenter – Chia Spiegelhauer og Lukas Murakami Petersen.
Vi var forbi Dojoen en træningsaften, hvor vi overrakte det synlige bevis på vores samarbejde. Sammen med flere andre karateudøvere, var Chia og Lukas netop vendt hjem fra SKIF Cup i Vejle med flotte medaljer.
I Team Allerød glæder vi os til at følge deres karriere og udvikling i den kommende tid.
3. november 2023
Team Allerød indgår samarbejde med den lokale racerkører Mathias Klingenberg og Awareness Racing
👈 Se pressemeddelelse
27. oktober 2023
Fra Dr. Dante til Generalforsamling
Onsdag, den 25. oktober afviklede vi årets generalforsamling. Vi startede dog i Mungo Park, hvor den daglige leder Maja gav os en rundvisning i de ny faciliteter, teatret har fået. Vi fik historien om den imponerende udvikling, teatret har været igennem, siden nogle lokale gymnasieelever startede et eksperimentelt teater – Dr. Dante – tilbage i 80’erne, og så til nu, hvor Allerød har et professionelt teater lige i bymidten, og om kort tid også midt på kulturtorvet!
Efter rundvisningen blev generalforsamlingen afviklet hos Flemming Elsborg Bolig. Formanden berettede om et år med gode og spændende netværksaktiviteter og et år, hvor Team Allerød har lykkedes med at udpege nogle virkelig gode lokale talenter til at modtage støtte. Der er hentet mange flotte nationale og internationale medaljer hjem til Allerød. Flemming Elsborg og Jan Gauger blev genvalgt til bestyrelsen.
Nogle af de talenter vi har støttet, er de dygtige svømmer fra SIGMA. Louise og Mia fra svømmeklubben besøgte os og gav et indblik i det spændende potentiale der er hos både junior- og seniorsvømmere hos dem. Vi fik også en forståelse for, hvad det kræver for et svømmetalent at forløse sit potentiale. Det kræver dedikation på et vildt højt niveau. Vi glæder os til at følge SIGMAs talenter i den kommende periode.
Aftenen sluttede med, at borgmesteren gav en status på boligudviklingen og de kommende byggeplaner i kommunen. Der er mange spændende projekter undervejs – ikke bare i bymidten men også flere andre steder i kommunen.
Tak til Jer der deltog og på gensyn til netværk i Team Allerød!
24. juli 2023
Sjippere henter 4 VM-medaljer med støtte fra Team Allerød
Fire medaljer hentet af sjippere fra Lillerød Rope Skipping Team. Det er det flotte, danske resultat ved VM i rope skipping, som netop er blevet afviklet i Colorado Springs i USA.
I Team Allerød har vi støttet de lokale sjippere på deres tur til VM. Og de kvitterede flot for opbakningen. De danske VM-medaljer fordelte sig på to guld, en sølv og en bronze.
Marie Broen Magersholt og Mathilde Helbo Larsen vandt guld i disciplinen single rope pair freestyle i kvinderækken, og kan altså rejse hjem med titlen som verdens bedste.
Det samme kan Simon Meincke, Marcus Lu-Nielsen, Marie Broen Magersholt og Alfred Wulf-Andersen, der blev nummer et i single rope team freestyle i mixrækken.
Alfred Wulf-Andersen (der modtog Team Allerøds talentpris i 2020), Karoline Nørgaard og Simon Meincke sikrede sig VM-sølvet i double dutch single freestyle i mixrækken.
Og det sidste danske medaljesæt blev vundet af Lillerød-sjipperne Laura Francis, Ellen Bøgh Krogh Madsen, Natacha Vincent og Selma Nielsen. De sjippede sig VM-bronze i single rope team freestyle i kvinderækken.
Alle medaljerne blev vundet i freestyle-discipliner, som er frie serier, hvor sjipperne skal lave den sværeste og mest kreative serie, der udføres til musik.
I Team Allerød ønsker vi STORT tillykke med de flotte medaljer – Vi er stolte over Jeres præstationer!
22. maj 2023
Lillerød Ropeskipping Team rejser til VM med støtte fra Team Allerød
Vores dygtige lokale sjippere jagter mere hæder og flere medaljer til Allerød, når de om få uger drager til VM i Colorado.
I Team Allerød har vi besluttet at støtte deres rejse, så vi mødte op i Lillerød Hallerne lørdag, den 13. maj, hvor der var ’sjippetræf’ og mere en 100 sjippere og forældre var samlet.
Vores næstformand Morten Schjellerup og bestyrelsesmedlem Merete Them Kjølholm overrakte ved den lejlighed en flot check på 20.000 kr. til de glade sjippere.
9. maj 2023
Netværk med fuld fart på !
Den 3. maj 2023 var vi på netværkstur til Power Racing Gokart Akademi i Herlev.
Et par action-fyldte timer, med fuld fart på. Vi kørte et Grand Prix med opdeling af deltagerne på seks hold, så der skulle på holdene både aftales kørestrategi og optimale pit stop. Masser af entusiasme og kamp mellem holdene, og efter 2 timer kunne vinderne kåres.
På vej retur til Allerød holdt vi et pit stop på restaurant Big Due i Farum – så samlet set en rigtig underholdende aften, og med høj stemning og gode snakke i netværket.
18. april 2023
Team Allerød har indgået samarbejde med LUI Volleyball.
LUI Volley er en afdeling under Lynge Uggeløse Idrætsforening. Eliteafdelingen af volleyball startede omkring 1980.
I dag har man en stor mix/motionsafdeling og en stor ungdoms og eliteafdeling. De spiller i dame rækkerne i 1. division Øst og endte i den netop afsluttede sæson på en 6.plads.
LUI Volleyball er dygtige til at udvikle de unge spillere og integrere talenterne i 1. divisionstruppen, hvor flere af de nuværende spillere er af "egen avl" helt fra Kids afdelingen på ca. 9-10 år.
Med Team Allerøds støtte bliver det nu muligt at sætte ekstra fart på udviklingen af talenterne og eliteholdet og blandt andet ansætte en professionel træner.
Vi mødte op tirsdag aften i Lynge Hallerne, hvor både de unge talenter og eliteholdet trænede. Her kunne vi glæde spillere og trænere med en flot check på 10.000 kr. fra Team Allerøds medlemmer.
Vi glæder os til at følge udviklingen i LUI Volleyball.
20. marts 2023
Årets talenpris er uddelt
Torsdag, den 9. marts afviklede Kommunen den årlige prisuddeling til de mange idrætsudøvere i Allerød, der har vundet hæder og medaljer i løbet af 2022. Arrangementet foregik i Borgerportalen på Rådhuset.
I Team Allerød deltog vi med uddelingen af vores talentpris, som i år gik til Ida Marie Veilis fra Stutsborg Rideklub. Med klubmesterskaber de seneste 2 år og et sjællandsmesterskab i 2022, har Ida godt gang i karrieren, som vi i Team Allerød har fornøjelse af støtte med de 10.000 kr. der følger med talentprisen.
Vi glæder os til at følge Ida’s videre udvikling og jagten på flere medaljer til Allerød.
1. februar 2023
Nytårskur hos WS Audiology
Årets nytårskur blev holdt i Vassingerød hos WS Audiology den 1. februar.
Adam Westermann, der er 3. generation i familierne bag firmaet, gav os en rundvisning i det imponerende hus. Widex, der blev etableret i Nærum i 1956, og som nu hedder WS Audiology, har ca. 1.000 medarbejdere i Vassingerød.
I alt beskæftiger selskabet ca. 13.000 medarbejdere globalt, blandt andet også i det andet hovedsæde i Singapore.
På rundturen fik vi indblik i produktionen af høreapparater samt ikke mindst indsigt i, hvordan WSA har skabt et energineutralt byggeri, blandt andet med hjælp fra den store 2 MW vindmølle og solcelle- og jordvarmeanlæg.
Virksomheden har siden 2010 haft domicil i Vassingerød, hvor man udover ledelsen også har udvikling og produktion.
Efter den spændende rundvisning afsluttede vi aftenen med spisning og netværk.
TEAM ALLERØD
Team Allerød vil udvikle et attraktivt netværk for erhvervslivet og kommunen i Allerød, og fremme kommunens eliteidræt og talentudvikling.
Gennem et nært samarbejde mellem erhvervsliv, Allerød Kommune og de lokale idrætsforeninger vil vi skabe forudsætninger for sportslige resultater og branding af Allerød. Sammen vil vi udvise social ansvarlighed i Allerød.
KONTAKT OS
Team Allerød
v/Jan Gauger, kasserer
Ålekæret 30
3450 Allerød
T. 24 90 55 04
CVR. 3704 9441
Copyright © Team Allerød 2024